Hellsing rp (Madeline og Badgirl)

//når ja du fik heller ikke svaret på de spørgsmål jeg spurgte om Om det var okay, at der kom nogle nye racer og evt om det var okay at jeg bestemte hvem denne leder var osv, eller har du en plan om det?? //

Selvom huset havde gennemgået så meget i sin levetid, og var bygget op mange gange, så lignede den stadigvæk sig selv. De selv sammen minder sad stadigvæk fast i huset, hvis man lyttede efter, kunne man stadigvæk høre goulsene glubske lyde efter frisk kød. Man kunne også høre skudene, mændene som skreg, når de dødede. Alt for mange minder i dette hus kunne frøken husets ejer Integra konstantere for sig selv, mens hendes sko slog hårdt imod trappens kolde stengulv. Det var næsten, som om for hvert skridt hun tog, jo dybere minder kom frem. Men dog kunne hun ikke lade vær med at smile et næstent skjult smil. Det skæve ægte glædelses smil var der kun få, som fik set. For en stund glemte hun grunden til, hun endnu engang gik ned af denne gang. så bravt havde hendes mænd kæmpet i dette hus, så mange store jægere havde været her siden organisationens begyndelse. Så meget var sket her både af gode og dårlige ting. Nogle gange kunne hun ikke slippe tankerne om de døde mænd, da valentines brødrene havde brudt igennem, og slagtet og forvandlet hendes mænd til det, som de selv havde kæmpet imod. Det var en sørgelig dag, og Integra kunne tydelig mærke den skyld på hendes skuldre, selvom intet tegn, intet overhovedet afspejlede det i hendes øjne og ansigt. Ingen kendte til det, og heller ingen kunne gennemskue det, eller måske en person. Hendes blik faldt ned af gangen med de mange døre. Hendes tanker vendte igen til fortiden. Hun havde ikke troe,t siden hun sidst var hernede, at hun skulle hermed igen. Første gang hun nogensinde havde været hernede var ikke af glædelige og lykkelige grunde. Hun hørte tydelig sit daværende jegs skræmte åndedragt, da hun kravlede igennem luftkanalerne. Hvordan frygten, da hun havde været så lille, havde drevet hende fremad, af de vejen som hun ellers havde holdt sig fra. Hun havde kun valgt den vej, fordi hendes far havde sagt at der var noget hernede, som ville kunne hjælpe hende. Hvis hun havde vidst, hvad det var, havde hun nogensinde ville gå af denne vej? ville hun nogensinde have valgt at åbne døren til familiens store mørke hemmelighed. Men en ting var sikkert, hvis hun ikke havde valgt denne vej, så havde hendes onkels kugle fundet sig vej igennem hendes kranium. Ingen ville kunne have stoppet de mange verdensomvæltende episoder, verden ville ha været i kaos. Ja mange spørg sig selv, hvordan stopper man ondskab? De fleste ville nok have sagt godhed, men til tider var netop det stik modsatte. Nogle gange skulle ondskab blive bekæmpet af ondskab.
Nemlig denne trang til at bekæmpe ondskaben havde drevet Integra igen af disse veje. Sidst hun været hernede, havde været en meget blandingsfyldt dag. Hun havde låst organisationens stærkeste våben væk, for alle de store trusler var væk, og de små vampyrer hist og her, var ikke noget, som mændene ikke selv kunne klare. Så hun havde været nød til at fjerne det store skyts, organisationens joker kort. Kortet som kunne slå alt, eller næsten i hvert fald. Men selvom hun havde håbet på, at denne hemmelig, dette våben først skulle ha blevet vækket af den næste generations Leder, eller faktisk aldrig. Så var hun nødsaget til det igen, ligesom dengang.
Så meget havde sket i disse mange år siden sidst, og hvor hun dog havde faktisk savnet dette skjold, dette våben. Hun rystede hovedet let, så hendes hvide hår flagrede omkring. Det var svært for hende, at bare se objektiv på det. Hvorfor kunne hun ikke lige så godt sige Alucard? Hvorfor kunne hun ikke tale om ham, som en person? Modstridende tanker var i hendes hovedet, nej han var et monster, intet andet. Han var det, som organisationen kæmpede imod, han var ondskaben. Sagde hun beslutsom for sig selv, mens hendes ryg rettede sig mere op og hendes blik blev mere skarp. Men hun kunne ikke ignorere denne følelse, hun havde haft, denne følelse af savn. Men som leder kunne hun ej lade sig blive styret af ukontrollerede følelse, det nægtede hun at gøre. Men et øjeblik da hendes hænder rørte det kolde metal fra låsene, kunne hun ikke lade vær med at tøve. Var dette nu også en god ide? Skulle dette ikke være det absolute sidste udvej? Hendes hoved kunne næsten ha knaget højlydt, så meget som hun tænkte i løbet af den korte tid. Hun huskede tydelig den sidste rapport, hun havde fået fra en af undersåtterne.
Den unges mands øjne var helt udvidet af ren frygt, hans sved havde piblede ned fra hans pande, og han rystede hele tiden. Det var aldrig et godt tegn, når sådan en undersåt kom brasende ind mit om dagen, og hvor Walther lige havde været tæt på at neutralisere den mand. Da man for et splitsekund ingen anelse havde om vedkommende ville skade hende selv eller ej. Men det var næsten kun frygt og pligt for organisationen, som havde drevet denne mand fremad. For han var ellers total udmattet, og da han havde næsten kastet sig i stolen foran hendes store disk.
"jeg...je...jeg er lige kommet fra en udkantspost i nordirland.... den er væk!..."
Intrega havde for et splitsekund gloet rets så underligt, men holdte så sin kølige facade, også for at få ham til at blive rolig.
"Fortæl mig, hvad der var sket?"
Havde hun sagt med en rolig stemme, mens hendes isblå øjne og holdt hans blik og opmærksomhed på hende
Denne grund, denne grund som denne mand havde fortalt, og de utallige andre rapporter, havde nemlig givet anledning til, at hun stod med en hånd på denne lås og med en nøgle i den anden.
"Der er vel ikke meget andet at gøre"
Mumlede hun let for sig selv, og klikken af lyden fra låsen der gik op gav en bredende følelse igennem Integra. Nu var der ingen vej tilbage, det var enten eller. Mørket syntes næsten at presse sig omkring hende, som om at låsen havde haft en barrikader, selvom døren ej var åben endnu, havde mørket kunne slippe igennem. Et ordsprog rungede igennem hendes hoved, det er ensomt på toppen, og en leder må altid gå alene ned af den mørke vej. Et fnys gled igennem hendes læber, hvor de tog ordsporg dog passede lige nu.
Dørens tunge dør gled op, da alle låsene var låst op, og herinde var mørket meget tætpakket, og luften syntes næsten af kun bestå af mørke. Hun kunne føle for hvert åndedragt gled mørke nede i hendes lunger og fyldte hendes krop med den klamme kolde følelse af mørke. Men intet var synligt, hun havde stået meget værre ting igennem. Øjnene skulle lige vænne sig til rummets mørke, og nu afslørede hendes øjne den skikkelse, hun søgte efter. Lyden af skridt rungede ekstra højt i dette rum, det var næsten som om, hun var trådt igennem en anden verden. En verden af ren mørke, og hvor hun var det eneste liv. Selvom han lå i dvale, så kunne man stadigvæk fornemme denne overvældende kraft. Et blik gled ned for et sekund, da hun huskede tydeligt sig selv ligge ned på gulvet der, og hvor hendes onkel stod foran hende, klar til skude kuglen igennem efterfølgeren af organisationen. Hvor han og hans mænd og set med skræk på dette væsen, som havde tårnet sig op bag ved hende. Dette væsen, som lå rets så livløst op af væggen.
Skridtene kom nærmere, og hun satte sig på hug foran ham og så på ham, og sagde lavt for sig selv.
"Halløjsa gamle ven, tiden er ende til at vågne op igen"
Hendes smidige bevægelser fik hurtigt trukket hendes lille brevåbner op fra hendes lomme og med en let og hurtig glidende bevægelse gled knivens skarpe side over hendes hud, og straks piblede små dråber af rosenrødt blod. Aldrig mere renere eller af finere kvalitet kunne man få dette blod i, en ren jomfru.
Hendes finger på den anden hånd lod hun et par dråber falde, hvor hun så dryppede blodet i Alucards mund. Hun rejste sig hurtigt op igen, og selvom hun var blevet advaret om, at dette onde væsen kunne gå til angreb på hende af blodtørst, så havde hun alligevel stor tiltro til ham. Så hun stod bare pænt og ventende på ham, mens lyset genspejlede i hendes briller.

//Nye racer må da der gerne komme for min skyl det ville kun være mega nice ^^//


Den svage smag af blod han fanget den kort da han stadig var i den anden verden af minderne som blive overtaget af minder fra det blod som han lige havde fået, han kun genkende smagen og blod begyndt og bevæg sig ud i alle blodåre i hans krop. Han kun ikke husk hvor meget tid der var gået siden han havde laddvalen tag over ham og han begyndt langsomt og vendt tilbage til menneske verden, han husk svag de utal af skader som han havde prøvet og lave på ham selv under trøsten efter blod og hvordan dvalen var kommet ved enden.
Et par svage bevægelser kom fra ham mens han langsomt og stille begyndt og lukke de røde øjne op mørke, hans mørke begyndt og bevæg sig ud hele lokalt og et hvert menneske vil med lethed kun mærke at det var blive iskoldt efterhånden som han våget op fra mørke. Hans gik op og han lod blikket gå op fra gulvet og hans kiggede kort frem før han fanget den skønne duft af blod som han kun genkende med nemhed, hans blik rykkede til siden ”master? Jeg havde ikke forventet at du ville vække mig tilbage fra dvalen, hvad skyls æren?” sagde han kort mens en svag smag af gammel rumænske blandet med britisk engelsk kom fra hans læber, hvad var grundt til at han var kommet tilbage før tid? Han havde været van til de 20-30 år i mørke hvor han sove og der efter ville kan komme tilbage men ikke før det.
Han flyttede på ham selv da han kun mærke på kroppen at det havde været en del tid siden at han havde bevæget sig som han normalt ville gør når han var ude i friheden, hans øjne gik på hende i lidt tid mens han ikke sagde en lyd og hun var stadig som han husk hende smuk elegant men dog stadig med trak af alderdom som var komme en stykke siden han var kommet tilbage til Hellsing efter helvede havde været løs i England, et kort gab kom fra hans læber og han sat sig halvt op for kun se hende beder da han hår havde grov en del siden han været væk..

Hun lignede meget sig selv, det gjorde hun virkelig. Hendes lange hvide hår bølgede stadigvæk langt ned af hendes skuldre og ryggen, kropsholdning var stadigvæk ret og stolt, hendes jakkesæt af grå/blå farver sad stadigvæk tæt på hendes kvindelig krop, og fremhævede hendes feminine træk på en kvindelig måde. Men et par rynker siden sidst var kommet ved hende øjne, men blikket fra hendes isblå øjne viste tydeligt, at forandring var der sket. På sin vis meget og alligevel ikke. Hun var blevet ældre og havde måske fået en smule visdom, men det kom jo naturligt med alderen. Integra studerede ham nøje, men skulle hele tiden presse sine små glædelsesfølelser væk. Men det havde hun let kontrol over, og ethvert andet menneske ville ej kunne se det. Men ville Alucard kunne se igennem hende? Han havde en tildens til det med hans overnaturlige sanser og hans ældgamle visdom. Men det undlod hun at tænke nærmere over, og var mere fokuseret på følelsen af hans sjæl vende tilbage til hans krop. Hvordan mørket begyndte at samle sig, at stille sig i formationer klar til at adlyde Alucards mindste vink. Da hans blik mødte hende gled et lidt koldt men skævt smil på hendes læber. En stor magtfølelse strømmede igennem hendes krop, hver gang dette kraftfulde væsen kaldte hende for master. Hvordan ville hun ikke kunne sætte verden i kaos, hvis hun bedte ham om det? Han kunne rive verden fra hinanden, og ingen ville kunne stoppe ham. Hvordan ville han sikkert ikke nyde det? Hun kunne få enhver til at bøje sig i støvet og kalde hende for dronning, og alle ville kunne leve under kristendommens regler. Enhver ville nok have blevet korrupt af disse tanker ligesom hendes onkel dengang gjorde, men som ethvert ondt væsen, som kom de til at bøde for det, og han bød for det for en voldelig pris. Det var Integra fuldt ud klar over, og hun ville ikke blive fristet af disse kødelige lyster, som kunne være en dødssynd. Hun havde ingengang lyst til følge disse korrupte drømme, så hvad end væsner og dæmoner, som hviskede hende i øret om disse korrupte planer kunne godt forsvinde, da det ville være ren og skær spildt arbejde.
"Og du ligner dig selv som altid Alucard"
Sagde hun med en lidt mystisk drillende klan, mens hendes arme foldede sig over brystkassen. Nu skulle hun fortælle alt det der var sket, nu skulle hun fortælle, hvordan hun som leder ikke havde styr på tingene.
"Æren ja den skyldes skam mange ting, og det er ikke uden grund, at jeg har vækket dig igen. Du ved jo, jeg ønsker dig helst at du blev her. Men endnu engang er du jo undværlig for vores organisation, så skal vi ikke holde det ved det"
Hun gik et par skridt frem og tilbage af gulvet, og så stilte hun sig igen foran ham og så ind i hans øjne.
"Victoria er væk, vores folk bliver angrebet endnu engang, denne gang af en meget ukendt fjende"
Alucard som master af Victoria kunne jo mærke sin kære lærling, men hvis han mærkede efter, ville han nok kunne mærke, at Victoria var i live, men han havde ingen fornemmelse af hverken hvordan hendes sindstilstand var eller hvor hun var hende. Det var som om noget blokerede, og af hvad var ukendt. Integra sukkede lydløst for sig selv, mens hendes blik var nede, og så gled de op igen til Alucards røde.
"Jeg kan fortælle om tingene, men du mangler vel noget blod for at komme helt til dig selv, jeg tror Walther allerede har gjort noget klart til dig"
Hun vendte sig om i en glidende bevægelse, som man gjorde hos militæret, når man skulle vende omkring, mens hun havde hænderne på ryggen. Hun gik med rolige skridt imod døren ud imod gangen, væk fra dette dybe mørke. Men hun stoppede op i døren og vendte hovedet halvt bagud, så kun lige blikket skimtede på ham. Så sagde hun lavmælt.
"Det er godt, at du er tilbage Alucard"
Så traskede hun straks videre ned af gangen og forventede, at han ville være hurtigt ved hendes side, som sædvandlig.

//Du må endelig sige til, hvis mine indlæg er for lange, og hvis de er for kedelige //

//jeg elsker de lange emner ^^//


Som han lyttede til hendes ord blive han hurtige klar over det, normalt kun han altid mærke Seras aura i huset som en hemmelig livvagt som ingen mennesker var i stand til og opdag. Seras havde på en måde altid være som den datter han selv aldrig fik mens han havde haft et menneske liv men der var aldrig ske mere mellem dem end det at de blot var som far og datter nu var
”huset har nu en tomhed over sig normalt ville jeg altid kun læse og mærke hvad hun laver men en skygge blokker det, i sandhed en stærke modsander som jeg vil glæde mig til og møde den dag hvor det nu kommer til og ske”
Sagde han kort mens han kiggede på hans master med et roligt blik.
Alucard kom langsomt op og stå ved snakken om blod
”jeg ikke helt på toppen men det kommer nok”
Sagde Alucard kort mens han kiggede på hende og han gik efter hende med en langsom fart da han var hurtig i forhold til hende, de mørke skygger var som altid med ham og de begyndt atter at tag deres hjem i huset som de altid havde haft når han var rundt omkring i huset. Han havde altid haft en vagt over huset selv hvis han sove om dagen for han var jo ikke den person som holdt sig særligt meget til gammel minder da det ikke var en del af ham, sådan set var alle han minder ikke ting han ville husk på. Nej det var mere ting som blot var en del af ham selv om han nu ikke særligt glad for de ting som der var som de blot som en ond drøm som havde det med og finde sig ind over ham ind i mellem når han ikke havde andet og lave, han gik i gennem huset med de mørke skygger og hans blik i huset var totalt med det sammen som det havde været før i tiden mange ville sikker blive udtrykke ved hans skygger som gemt sig i mørke og sådan var det tit for der som ikke var van til af han var der både dag og nat.
”hvor lang tid har jeg overhoved været væk min sans for tid er jo ikke på toppen i nu men jeg ville selv kun gæt på et par års søvn ikke sandt?”
Sagde Alucard kort mens han lod hans blik var frem for ham og som han jo var lod han som altid være og blikke eller andre umenneskelig ting der var ved ham, nej ikke meget menneske var tilbage i ham efter 600 år og han var heller ikke den der holdt særligt meget på menneske følelser da tit havde det med og lege med menneskesind. Åh ja han havde selv brugt et utal af timer på og gør livet surt for Integra og de havde jo haft en del kampe gennem åren som havde ført til at han havde endt op med en del sølv kugler i kroppen selv om de nu ikke gjord skader på ham, nej det var blot smert det der skulle af vejen og helst hurtigt da han ikke ligefrem brød sig om det..

Integra behøvede ej at kigge bagud, hun skulle bare se forud og se skyggerne kravle lystig hen af væggen. Men selv med lukkede øjne ville man ikke kunne lade vær med at bemærke, den rets så tydelig tilstedeværelse bag ved en. Intregra lukkede øjnene for et sekund, og når man aflukkede en sans af, så blev de andre stærkere, og dette mørke, denne kraft var næsten så stærk, at man kunne smage den. Hun åbnede øjnene igen, man skal aldrig lade sig forføre af mørke, selv hvor fristende det end er. Men hun kunne tydelig mærke denne tryghed, selvom hun tit havde hadet Alucard som pesten, både som væsen, hans ondskab, og til tider hans personlighed. Så havde han altid en tildens til at være elegant, selv når sølvkugler fra hendes pistol havde fundet vej igennem hans krop. Selvom hendes fornuftige jeg så ham bare mere som en hund, og hun var dens herre. Kunne hun ikke lade vær med at værdisætte hans selskab. Selvom han kunne være pisse provokerende til tider, så havde han tit altid noget klogt at sige, men han var farlig at lade sig tæt på sig. Han vidste, hvordan man kunne trykke på knapperne hos folk. Det var netop grunden til, at han nogle gange havde været så provokerende og fået en kugle eller to. Hun var tæt på at vende blikket bagud, bare for at se at han virkelig var der. At dette ikke bare var en drøm eller fantasi, at han virkelig var der.
"Jeg tror denne modstander er af en helt ny kaliber. Mens du har været væk, så har Victoria udviklet sig meget. Hun er ikke længere bare denne policegirl, men selvfølgelig i forehold til dig, så vil hun altid være det. Men hun er blevet en meget farlig vampyr for alle vores modstandere vel og mærket. Så dette må være en meget stærk modstander, en der sikkert er værdig for dig"
Sagde hun med et lille smil på hendes læber, mens hendes sko gav genklang på trappen på vej imod den normale kældre og så op imod førstesalen.
"Du har været væk i 5 år faktisk meget præcist, om ca en uge er der gået 5 år, så det er meget tilfældig faktisk"
Lyden af hendes sko genklan ikke længere, da hun gik på førstesalens gulv på vej op imod hendes kontor. Vagter stod hist og her, og man kunne tydelig fornemme at de var nervøse. De havde fået af vide, at hun ville lukke ham ud, så de ikke ville gå i panik over den mørke man tydelig kunne fornemme i huset. Huset virkede faktisk næsten levende igen? Som om den havde været tom før? De vagter der stod blandt andet på gaden, så med meget store øjne på ALucard. De fleste havde kun hørt rygter af ham, og de fleste var nye. Så mange gange har de måtte skifte deres vagter ud, især da organisationen var nød til at sende de gode imod denne nye trussel.
Med begge hænder på hvor sidedør gled døren op til kontoret op, og hendes kontor bredte sig for deres øjne. På hendes store disk var der et kort tydeligt bredt ud, det var et kort over hele Storbritannien. Men der lå også andre kort hist og her på gulvet halvt bredt ud, og det var tydeligt, at der var travlt her. Butleren Walther stod indefor lige til siden og gav et venligt nik til Alucard. Han spurgte Integra.
"Sir Integra, hvor skal Alucard have sin mad"
Integra så kort på hende med og blikket gled hen på Alucard.
"Bare her, vi har ikke et minut at spilde"
Hun gik hen til sin plads og stod bag det store skrivebord mens hun støttede sig op af bordet med sine arme. Et sekunds træthed gled over hendes ansigt. Kortet havde masser af brikker og der var tydelige masser i Nordirland.
"Vores stationer i Irland er blevet angrebet. Vi har ingen anelse om hvad, det er hverken vampyrer eller noget vi har set lignende. Men alle folkene er endt op med forbrændte øjne og dræbt af sværd eller noget i den retning, og vi har rapporter om, at Katolikkerne selv også bliver angrebet af dette. Vi havde så for få dage siden sendt vores bedste blandt andet Victoria, men de alle er pist forsvundet, og de to lige her. "
Hendes finger peget på kortet med en lille by.
"Der var rygter om en freak der. Men nu er de komplet forsvundet. Og vi har også i nedre England"
Hun pegede på nogle røde prikker omkring london.
"Der har vi også fået angreb, og vi har ingen anelse, hvor de kommer fra. Det er som om, disse væsner eller hvad det er end, kan tage veje, som vi ikke kender til, eller så har de en hemmelig base, som giver let tilgængelig til alle disse steder, men vi har ingen anelse hvor."
Hun rettede sig op og vendte sig om imod vinduet med armene bag ryggen, mens hun sukkede lavmælt for sig selv, og så hende eget spejlbillede i glasset og regnen faldt let udenfor.
"Vores premierminister vil have svar, og hvis han ikke får svar, så kan det ende med at alle vores ressourcer bliver fjernet og vores Hellsing organisation vil blive lukket ned. Det kan vi ikke lade ske Alucard, det kan vi simpelthent ikke. Vi må med alle midler finde dette eller disse væsner og stoppe dem en gang for alle, Alucard"

”fem år ligefrem… tiden gå langsom som altid men det vel os okay og være tilbage i natten og nyde livet lidt ind mellem”
Sagde Alucard kort, de kom op i hallen og den var kun svagt oplyst som Alucard altid kunne husk den, han bemærke de vagter som var der og han kun nemt fange at de var bange for ham men det havde de vil os en god grund til og være når de først havde set hvordan Alucard tog sig at sine modsander som nu kom i vejen for ham ind mellem.
Frygten fra soldaterne minde ham kort om kampen i London og om hvordan helvede havde været løst over hele verden selv om det nu mest var London som det mest var gået ud over, af de mange millioner der havde, boede i London var det kun 50.000 som havde haft held til og overleve den kamp som havde forgået.
Alucard gik blot roligt bag Integras ryg til de kom ind på kontoret, en anden sjæl som Alucard havde kendt i alle de år hvor han havde været til Hellsing var Walter og der havde altid et utroligt godt venskab selv om det havde været Alucard som måtte oplære Walter i kampen mod de uddøde da Alucard ikke ligefrem selv havde lov til og være med til beslutning om hvem der skulle have Walter under sin vinger, de minder der var, havde en mørke side over sig og mest den kamp de havde haft sammen i Polen mens de havde været på jagt efter vampyrer og han husk hvor kampen mellem Walter og en varulv hvor han havde reddet Walter røv i et kort øjeblik.
”godt og se dig igen dødsengel”
Sagde Alucard kort og han kun som altid se at tiden havde taget mere og mere på Walter end fra den gang da han stadig havde troede at Alucard blot var en normal menneske pige som Walter var blive sat samen med for sjov men det havde lavet sig om efter at Walter havde fået historien om hvad Alucard i sandhed var, Alucard fortrak kort på ansigt men som altid kun han ikke gammen det sindssyge smil som var hans kendetegn hos mange.
Mens han tog for sig at blodet lyttede han med på hvad Integra sagde og hans øjne begyndt efterhånden og tag den sammen mørke røde farve som de altid havde haft når Alucard var klar på krig, han nikkede kort til hun sagde.
”så du sender mig ud for se hvad jeg kan finde ud af? Nu vel der mange kilder i London eller bare England i sig selv men London er måske det sted hvor der bedst og begynde at jeg nemt kan gennemsøg byen på en nat”
Mens han talt til hende lod han sig selv blive til den Alucard som han normalt tog form af eller han havde taget den form siden Integra overtog familien der havde været en lidt anden historie med hendes far hvor han havde været en lille pige på max 15 og før det blot hans normal noble rigmands form som han havde brugt mens han gennemsøg landet efter den kvinde som han altid havde ledt efter i de 500 år der var gået, det sort jakkesæt kom frem og den sort rød jakke som man kun kende ham på var os tilbage igen samt det kort sorte hår som passede ham beder end det lange hår han havde haft før. I sandhed så han ud som det monster han altid havde været overfor Integra og dog han kun os se ud om et menneske men han begik sig bare ikke i og se helt naturlig ud som de mennesker der var her i huset, nej han ville heller hold den arrogant og elegant vampyr form som kendetegnet ham som kongen af natten..

"Godt at se dig igen nattens fyrste"
Sagde Walter med et smil på hans læber, mens han så på, mens Alucard tog blodet. Walter var nok en af de blandt få ude over victoria, som kunne lide Alucard eller mere lide i hvert faldt i forehold til alle andre. Men de havde også en lang dyb fortid sammen, selvom den kun havde været en brøkdel af Alucards, så havde Walters ungdom været meget vigtig. Integra vendte sig imod Alucard, da han havde snakket færdig, og så ham skifte om til det udseende, man normalt kendte ham på. Det gjorde Integra lidt mere rolig, hun kunne langt bedre lide den udseende, den virkede mere naturlig, mere menneskelig.
"Du må forstå Alucard meget er sket på denne tid, mens du har været væk. Vores regering, vores land tåler ikke flere angreb. Verden blev rystet af deres angreb, men også over udryddelsen af London. Byen ser stadigvæk ikke meget bedre ud efter alle disse år, man finder stadigvæk lig eller rester af lig i ruinerne, for det tager ufattelige lang tid for dem at rydde dem op. Jeg tror ikke, at du ville kunne finde noget som helst der."
Hun stod og så på ham, og først nu indså hun virkelig, hvor alvorlig denne situation var, nu hvor de havde bragt ham op fra hans dybe dvale.
Da Victoria og Alucard var connected sammen, fordi Alucards var hendes skaber, så kunne Alucard tydelig mærke noget. Det var en tydelig frygt og smerte, som skete på Victoria, og den var så stærk, at næsten Alucard kunne mærke den. Men der var stadigvæk ingen fornemmelse af, hvor hun var eller noget som helst, det var stadigvæk totalt ukendt. Integra skulle til at fortælle videre, da døren blev åbnet op bag Alucard. En undersåt nede fra stueetagen var kommet op, og det var tydeligt, at han havde skyndt sig. Han så med skræk lige ind i Alucard, som ikke stod mange meter fra ham.
"Hvorfor forstyrre du lige nu?"
Sagde Integra hårdt, hun kunne ikke lide at blive forstyrret, men mest af alt var hun irriteret, fordi hun kunne mærke, at dette ikke var godt langt fra godt. Han stod og kiggede nervøst frem og tilbage på Integra og Alucard.
"Fortæl!"
Sagde hun og slog hånden ned i bordet. Det var ikke tit, at man så Integra vred. Så man kunne tydelig se, hvordan hun var påvirket af alle disse episoder. Hun havde næsten heller ikke sovet det mindste i nat og nætterne før. Manden hoppede med et spjæt, da hun havde slået hånden ned i bordet, og han begyndte så straks at fortælle.
"Det...de..det er..."
Han kiggede hurtigt igen frem og tilbage, og da han mødte Integras blik, så talte han lige pludselig meget hurtigt, da han tydelig kunne se, at Integras tålmodighed var næsten sluppet op.
"Lederen af de Irske katolikker er kommet her og venter udenfor porten, han vil meget gerne tale med dig, og han siger det er vigtigt."
Hvis Integra havde haft sin normale cigar i munden, havde hun helt sikkert tabt den nu, hvor hendes ansigt så rets så overrasket ud.
"Hvad fanden vil de katolske hunde? Og så kommer de her til vores land? Hvor vover de!!"
Manden afbrød Integra, selvom det var tydeligt, at han ej ville.
"Jeg skal dog lige tilføje, at disse katolikker har beskyttelseskrav af selve Premierministeren, i må intet gøre imod dem af skade."

//Du skal endelig også sige til, hvis jeg ikke spille Integra godt nok, eller jeg tager fejl med nogle faktaer //

”det ser ud til at katolikkerne har fået færten af hvad der forgå her i England og nu blander de os i vores job”
Sagde Alucard kort mens hans blik gik rundt på dem alle sammen
”master er du sikker på at det en god ide og snakke med dem?”
Alucard var jo godt kendt med hvad katolikkerne havde haft gang og han havde selv forsvaret dem for mange 100 år siden som konge af Valakiet men det var ikke det samme mere nu var han en af dem som de ønsket tilbage til helvede så snart at det var muligt, på den anden side det var måske lidt længe siden at Alucard havde haft lidt morskab og han kun jo altid gemme sig væk i skyggerne og hold øje med det hele fra baggrund. Alucard var ikke længer den samme tjener af gud som han havde været som menneske eller han kun ikke en gang husk hvornår vampyreism først havde sat sit mærke på ham, han minder, var ikke længer de sammen men han kiggede jo heller ikke tilbage på ham selv da nye minder tit kom til ham gennem det blod som han drak og derfor var der en stor hal af minder fra alle de mennesker så vel som vampyr som han havde haft lov til og sæt tænderne i.
”det måske en god ide og snakke med dem selv om vi ikke er på fod sammen så kan vi jo altid høre hvad de har og snakke om.. og der efter kan vi smide dem tilbage ud af landet”
Hans smil forsvandt en kort mens han kiggede fra Integra og ned på manden og tilbage igen
”lad os bare håb at Anderson ikke er med for eller blive det her nok lidt af problem”
sagde Alucard kort mens han lukkede øjne kort, de hans øjne gik op igen havde de fået det samme lys som de altid havde haft. Ja han var klar til slip helvede løs igen hvis det var hvad Integra ønsket, han kun give hende verden og mere til end da hvis det var hvad der skulle til hvor gør verden til den som den skulle være.
Alucard fortrak tilbage til det samme det samme sindssyge smil mens han nemt kun komme med den syge latter som der lå gemt i ham
”det måske bedst hvis jeg ikke er tilsted når de kommer, men som altid jeg holdt øje med dem lige meget hvad der så end sker.. for som altid de gå ind i din verden master og jeg tøver ikke hvis det er hvad du ønsker”
Efter hans korte ord begyndt han stille og roligt og gå hen mod væggen, en lille sort portal dukket op og han vendt sig kort mod dem ”jeg lytter med fra din tanker master” sagde Alucard før han lod sig selv forsvind i mørke som ført til en anden verden hvor mennesker ikke ville kunne komme til..

Integra så bare på manden før hun vendte sig om og kiggede udenfor nede ved porten. Hun kunne se folk stå dernede, og det var tydeligt at vagterne stod i vejen. Selvom Alucard snakkede og stillede spørgsmål, undlod hun at svare. Hun vidste alligevel godt, at Alucard vidste, hvad hun ville have. Og nu var hun mere end glad for, at alucard var ved hendes side. Håret slyngede omkring, da hun vendte brat om og begyndte at gå med faste hurtige skridt. Vagten trådte desperat til siden, da han ikke ville komme i vejen for hende. Hendes hænder var bag ryggen, mens hun gik, og de livvagter der stod ved døren fulgte efter hende. Regnen var begyndt at stille lige så stille og roligt af, og natten var kun stadigvæk ung. Så nu var luften udenfor dejlig frisk, og man skulle næsten ikke kunne tro, at noget dårligt ville kunne ske på sådan en dejlig nat. Men Integra lagde ikke mærke til vejret, hendes opmærksomhed søgte kun efter målet. Udenfor foran porten stod vagterne, men foran vagterne stod en ung høj mandelig skikkelse. Lederen døde jo sidst under angrebet på london, så endnu engang var han skiftet ud. Denne gang var det kun en 21 år ung mand, men hans kolde lysgrønne øjne strålede med intelligents og visdom, som var usædvanligt for en ung fyr. Men selvom hendes opmærksomhed var rettet imod ham, så kunne hun ikke undlade at opdage en store bredskuldrede skikkelse med lysende briller og det blonde hår stå op af et træ længere væk. Hun stoppede brat op ca 10 meter fra denne unge mand.
"Hvor vover de at tage denne mand med?"
Sagde hun koldt og i tankerne tænkte hun tydeligt, at Alucard godt måtte vise sig, men han måtte ikke angribe overhovedet. Et koldt smil gled på hans læber, og det var tydeligt, at han følte sig overlegen, selvom vagterne ved porten stod klar og inde i den store hovedbygning var der snipere klar lige til at blaffe ham. Så var det tydeligt, at det ikke lod ham skræmme overhovedet ikke det mindste.
Han gik med rolige skridt imod Integra med armene ud til siden.
"Jamen dog, jamen dog sikke en velkomst. Vi har da ikke brug for at være fjender ikke?"
Han krammede Integra med et sageligt smil, det var tydeligt, at han kun gjorde dette for at provokere. Integra følte en dyb forargelse for ham, han var næsten som et insekt, et insekt som bare skulle knuses på stedet. Men hun smed hurtigt de tanker væk, ellers ville Alucard måske får en alt for god ide. Som sagt, de havde ordre på, at de ikke må skade ham. Hun holdte bare sit kolde neutrale ansigt, og ventede først med at sige noget, da han havde trådt et skridt bagud.
"Hvad vil du med os?"
Hun kendte ikke denne leder, hun havde ikke fået noget som helst om, at der var kommet en ny leder. De havde sikkert holdt det hemmeligt for at beskytte det sidste de havde af deres klan. Fordi London krigen havde kostet næsten alle deres folk, de havde næsten kun en håndfuld tilbage eller tæt på i hvert fald. Men heldigvis havde de ej mistet deres egen jokerkort. Anderson stod bare lænet op af træet og ventede tålmodigt.

Selv hvis Alucard var et stykke fra dem kun han stadig hold øjne med hvad der forgik mellem dem da han altid kun duk frem fra Integras skygge hvis der skulle blive brug for ham, han holdt øjne med dem mens hans øjne kort gik på den nye leder han så nu for ung ud til det job som han havde men skindet kun altid snyde nu om dage.
Alucard tog hule på en flask vin som kom fra Hellsings eget lær da han havde fået sig lidt af en van med og drik vin i sted for blod, måske var det smagen af vin der gjord at han hellere ville drikke det end koldt blod uden smag. Han havde aldrig været særlig glad for dorner blod det var koldt og det havde heller ikke smag eller minder som frisk blod fra de vampyrer han nu havde besluttet sig for gør til en del af ham selv, han kiggede stille på de fine glas som han havde ved siden af ham mens han havde taget sin plads nede i den mørkeste del af kældrene hvor han haft hjem i flere år.
*er han ikke meget ung for en som tager arbejde ind for iscariot?* sagde Alucard kort Integras tanker, han havde altid haft en bånd til hendes gennem tanker og det var os hans mulighed for at hold øje med hende selv hvis hun ikke ønsket det, ja han var der altid som en mørk skygge som man aldrig ville kun slip af med men det var måske os en meget god sikkerhed som Van Hellsing havde lavet den gang da Alucard blev en del af Hellsing.
Et kort smil gik over Alucards læber han var klar over at Anderson os var blive taget med og han lod sig selv forsvind før han dukkede op lige bag ved Integras side, hans øjne var som en kats når den ville lege med en mus men det havde han bare ikke lov til så længe at de var gæster i England kun han ikke gør det samme ved dem som han normalt ville kun gør hvis det lille krig..

Anderson mærkede straks Alucards tilstedeværelse og hurtigt var han op ved siden af denne unge nye leder. Hans lange grå kåbe hang på ham og skjulte hans mange våben. Hans briller spejlede tydeligt lyset tilbage, og man kunne tydelig se hans blottede smil. Anderson var så fokuseret, at han gik et skridt fremad. Men så mærkede han tydeligt den stærke hånd omkring hans brystkasse, da lederen stoppede ham, og Anderson blev skubbet blidt tilbage.
"Bare rolig, selvom denne kult har sin helvedshund med sig, så vil de intet gøre os"
Sagde lederen med et koldt flabet smil, mens han hele tiden havde holdt blikket fast på Integra. Han lignede på sin måde meget Iscariot og alligevel ikke, hans udseende lignede, men slet ikke hans udstråling eller personlighed. Anderson sagde let for sig selv.
"Thi det mørket gemmer sig i lyset, kan den aldrig gemme sig fra det hellige lys, og retfærdighed vil altid falde, som guds hellige hammer over de forkrøblede syndsfyldte sjæle"
Lederen rystede let på hovedet til, hvad anderson sagde og rakte hånden ud.
"Jeg fik ikke præsenteret mig, jeg er Lucas fætter af vores tidligere leder Iscariot"
Sagde han med et let smil på sine læber. Integra kunne tydelig ikke lide dette, og svarede tilbage på Alucards respons med tankerne. *Ja han er alt, alt for ung. Noget er galt, og jeg kan ikke lide det* Men Integra tog høfligt imod hans hånd, og da de slap hinandens hænder havde hun allermest lyst vaske sine hænder. For dette kulde, denne snedighed i hans øjne næsten gav hende en følelse af at være fanget.
"Som du nok ved Sir Integra, så bliver både i og vi angrebet af disse væsner. Men vi har noget, som i kunne bruge, hvis vi indgik en alliance."
Han gik et skridt nærmere imod Integra og var en tand højere end hende.
"Vi kan ligge fortiden bag os, syntes du ikke at det ville være en god ide? Vi ville jo nødig have, at der skulle ske værre ting ikke?"
Han trak sig tilbage og smågrinte for sig selv. Det fik Integras hår i nakken til at rejse sig, men som sædvanlig, så var der intet synligt på hende overhovedet. Hun tog sine briller og pussede brillerne, mens hun havde et lille smil på sine læber.
"Hvad nu hvis vi ikke vil. Vi ved, at i er i langt undertal end os, hvad får vi for at hjælpe jer?"
Spurgte hun direkte, og selvom denne Lucas var meget overlegen så så hun ingengrund til, at han skulle være det. Lucas' mund brød ud i et ulvegrin og han smilte tilfreds.
"Jeg ventede bare på, at du ville spørge sir Integra. Du kan få mange ting med dette tilbud, du kan få indsigt i disse væsner, du kan få fred fra os af, og vi vil give slip på Nordirland"
Integra stod og gloede en smule underligt, det var tydeligt, at der var en hage ved dette, men hvad var det?? Hvorfor ville de opgive Nordirland??

*der et eller anden bag normalt ville Iscariot ikke bare give Nordirland til os sådan bare uden vider, vil du have at jeg ser hvad han har i hans tanker selv om det uhøfligt overfor en gæst?* sagde Alucard kort i hendes tanker, som en hver vampyr gik hans sanser jo langt over et menneskes og derfor kun han os se når folk havde en eller anden som de helst gerne ville af med hurtigstes muligt.
Alucards blik gik da over på Anderson og helvedes ild lyst kort op i hans øjne, havde de ikke været gæster havde han hurtige starte en kamp med ham men han måtte hold sig til hvad hans master nu sagde til ham, han lukkede den ene hånd for hold hans smil tilbage og hans øjne tog en mere normal rød end den som der var set før.
”længe siden præst, som altid taler du løs om gud men kender du overhoved til sandheden om ham?”
Sagde Alucard kort mens han kiggede over på Anderson, de to kun lave en evig kamp som sikker os ville forsætte ned i helvede eller hvor de nu kom hen i verden for hos Alucard var det sikkert helvede når den tid kom men det var bare ikke nu eller de næste 100 år eller mere. Det betød aldrig meget om hvor han ville ende hen for han havde gjort nok ting for at mørk hans sind mest muligt i verden og han ville nok ikke kom til og se guds lys for ham for det havde han jo selv givet op den gang da han døde som menneske, nej han var hvad han var og 600 år kun ikke lavet om på det som der var sket i gennem tiden hvor han havde været til..

Integra overhovedet meget hans tilbud, så fristende var den. Ville det ikke være en dårlig ting at lade mørket friste hende. Ville hun så ikke falde til dens favn? Måske andre tidspunkter ville hun nok have sagt nej eller overvejet noget andet, men lige nu kunne hun ikke lade vær med at indrømme for sig selv, at løkken omkring hendes hals var ved at blive strammere for hende og hendes organisation. De havde ikke mange muligheder for at slippe fri, og krig var krig, og alle kneb talte. Så Integra nikkede bare til Alucard, mens hun stadigvæk havde sit kølige lidt halv arrogante overlegen smil på sine læber. Hun vidste, at hun var den stærkeste her, at hendes organisation imod deres kunne ikke sammenlignes. Men blikket i hans øjne, ja de kunne ikke lade vær med at ramme hende på en eller anden måde. Alarmklokker i hendes sind ringede, disse kølige grønne øjne forudrolige hende. Dette kunne ikke være godt langt fra, og som skulle vise sig at bekræfte hendes frygt. Hvis Alucard begyndte at studere hans sjæl og høre hans tanker, ville han straks kunne høre mange mange tanker på sammentid. Alt for mange til at kunne holde styr på dem, det var tydeligt, at dette var en eller anden form for forsvar. Et bredere ulvesmil bredte på hans læber, det var næsten, som om han var tankelæser? Kunne et menneske være det? Tænkte Integra med stor overvejelse, da hendes blik faldt på Anderson, som jo langt fra var et normalt menneske, selvom han var et menneske. Anderson smilte, så hans hvide mennesketænder var tydelig, og stod i tydelig kontrast til Alucards sylespidse. Han talte tydeligt med sin irske accent.
"Ja hvad skulle dog et mørkt væsen som dig kende til gud? Thi en dag kommer du til at stå overfor gud og ja, du kan selv gætte resten, hvad der kommer til at ske med monstre som dig"
Sagde han med stor selvtillid og lagde armene på kors. Lederen denne Lucas vendte hovedet et kort øjeblik imod Anderson, og straks så Anderson mindre arrogant ud. Havde man nogensinde før set Anderson blive underkuet? Hvem er denne leder. Han snakkede så igen.
"Du må undskylde den mangel på høflighed på min kære ven Anderson her. Nogle vil bare ikke lade fortid være fortid. Men jeg kan tydeligt fornemme, at de ej tror på mig sir Integra med god fornuft må jeg dog indrømme"
Så kunne Alucard fornemme noget, da han var mesteren over skyggerne, kunne han sikkert ikke lade vær med at mærke denne meget og næsten skjulte skygge i skyggerne. En eller anden person gemte sig i skyggerne ligesom han kunne gøre, et eller andet lyttede efter dem ikke særlig langt inde i skoven. Med det blotte øje kunne man ej se vedkommende for som sagt gemte han sig i skyggerne, men Alucard ville helt sikkert kunne se ham lige så tydeligt, som de andre foran ham. Hvis han så på skyggeplanen istedet for. Det var en ung mand, som allermest mindede som en rotte både i udseende og det med hans halvlange pjusket hår. Men Alucard ville sikkert også tydeligt kunne fornemme, at dette ikke var en vampyr. Da blodet pumpede i hans åre, men et menneske kunne ikke gemme sig i skyggerne, så hvad var det så? Og med Alucards stærke lugtesans ville han helt sikkert kunne lugte det bittersøde blod, noget blod han aldrig havde smagt før.

Ved Integras nik lod Alucard bane en vej ind i Lucas sind, normalt ville han ikke gør det for åbent da det var farligt og lukke for meget op for hans evne for Lucas selv ville nok kunne mærke at et eller anden var i gang med og ske, Alucard blive stoppede af en mørk skygge som gemt sig bag Lucas og i ham.
Alucard flyttede kort på ham selv for kun se ud i skoven bag ved Lucas da hans syg kun se mere end hvad et menneske kun se og hvad han så var et eller anden væsen der stod og kiggede tilbage på dem *master vi ikke alene* sagde han kort mens han holdt øje med væsnet og han havde os fanget duften af en anden type blod som ikke var det sammen som et menneskes, han sagde ikke mere om det og han var helt rolig som han normal ville være selv om hans blik stadig var på væsnet som gemt sig ude i skoven.
Han lyttede kort tid Andersons ord selv om hans øjne stadig var på væsnet ude i skoven, han flyttede ikke på ham selv mens han kiggede og hans blik flyttede sig heller ikke en meter.
”glem ikke hvem det var som forsvaret jer tilbage for 600 år siden og hvem som det var der lod mange mennesker blive sat på pæle for jeres ord alene fordi i var bange at guds ord skulle dø den gang, og glem aldrig hvad jeg gik i gennem for at gud atter skulle sende sit lys ned over jer mens jeg blot blive til det som jeg er i dag”
Alucard sagde ikke mere end det *master jeg tro lige jeg tager mig et lille kig på hvad det er som der holder øje med os men jeg har heller ikke meget lyst til og forlad dig da der et eller andet galt med den her samtal jeg forventer at eller anden vil ske men jeg ved dog ikke hvad det kan være i nu* før Alucard sagde mere lod var hans øjne kort tilbage på Anderson igen.
”hvis du ønsker og lege må det blive en anden gang for jeg bange for at jeg ikke kan gør særligt meget så længe blot er gæster her i landet, men en anden gang skal jeg nok lad være med og hold mig tilbage”
Alucard smil kom tilbage og han var jo drillesyg og arrogant som altid på grund af hans stolthed som vampyr kongen over dem alle, ih ja han havde kun få mange timer til og gå bare på og drille Anderson i en samtal men det blive nok ikke den her gang for eller ville det bare end med et blodbad selv om Anderson næppe ville have nok kraft til og kun tag livet af ham..

Integra vendte blikket imod Alucard, da han fortalte sin opdagelse. Hun spurgte lavt, uden hun var klar over, at hun havde sagt tankerne højt.
"Hvad mener du med ikke alene"
Men hun kunne tydelig, hvordan Alucards blik var stift rettet et eller andet sted inde i skoven, han lignede næsten en jagthund, som stod på spring og som kun afventede herrens ordre. Men Integra følte der var noget galt, hun var ikke helt sikkert på, hvad hun skulle konkludere ud fra Alucards handling. Men det var som om, at Alucard selv ikke vidste, hvad det var. Måske var det noget ud fra Alucards handling, eller måske var det dette bånd imellem de to, som gav hende denne fornemmelse. Men det vækkede hendes nysgerrighed, og hun behøvede nok ikke sige, at Alucard meget gerne måtte bringe dette væsen frem fra skjul, og gerne i live understrege hun i sine tanker. For hvis dette var en del af Lucas' plan, så skulle hun nok få det ud af dette væsen.
Anderson stod bare og gloede underligt på Alucard, og da han snakkede til ham, så fnøs anderson højlydt. Han var helt og særdeles ligeglad med, hvad Alucard sagde. For ham ændrede det ikke hans syn på Alucard som et monster, som gud helst så udryddet fra jordens dødelige overflade.
Da Alucard igen henvendte sig til Integra, viste hun tydeligt med hånden, at han sagtens kunne tage afsted, mens hun sagde.
"Vi er jo her på fredelig vis ikke, så ingengrund til at frygte noget ikke?"
Hun havde blikket igen stift på Lucas, og hun ville se hvilken reaktion den frembragte, når hun brugte det sammen imod ham. Men han stod bare roligt og oven i købet tog hænderne i lommerne, og stod afslappet som en ung mand ville gøre, som ikke bekymrede sig om fremtiden eller livet.
Andersons smil blev bare langt bredere og hans hoved vendte lidt nedad, så mørket formørkede hans ansigt, så kun brillerne og tænderne var synlige.
"Jeg tager dig på dine ord Alucard."
Han trak sig flere skridt bagud, og han havde selv blikket vendt imod skoven, da Alucard selv havde gjort opmærksom på denne tilstedeværelse, og Anderson kunne ikke selv lagde vær med at fornemme dette væsen. Hans hænder var klar til at trække sine våben frem eller hans hellige bøger. Han mumlede for sig selv.
"Endnu en freak jeg formoder"
Hvis Alucard bevægede sig i skyggerne ville han nok kunne nå hurtigt derhen, uden at dette væsen ville kunne nå at flygte. Væsnet var godt nok hurtigt i skyggerne, men ej som nattens hersker. Han ville heller ikke møde nogen modstand, da dette væsen ikke var en kæmper. Men hvis Alucard var tæt på, kunne han tydelig lugte, hvordan dette blod var. Helt og særdeles bittersødt, næsten som om den engang havde været sødt, men nu var det blevet noget surt. Men sjælen på vedkommende var også meget sort, alt for skyggeagtig i forehold til normale mennesker.

”master din ordre?” sagde Alucard kort mens hans sygesmil kom frem på hans læber og hans øjne fik en mørke rød glød mens han stod helt stille som om han aldrig havde været i live, han kiggede kort fra Integra og tilbage mod skoven mens han holdt øje med væsnet ”Præst hvad siger du til et kort samarbejde uden at vi kommer tid og dræbe vores lille gæst i skoven?” sagde Alucard kort mens begyndt og gå frem ”vi fanger hvad end det så her og en kort afhøring er vel på plads?” sagde han kort efter mens hans smil stadig være der, hans øjne holdt sig hele tiden væsnet før han begyndt og går frem af igen med en rolig fart.
Hvad end det så var så kunne det ikke slippe væk fra Alucard det ville være en meget svær opgave og slip fra ham for han var hurtig meget hurtige i forhold til mennesker tit mange andre racer som havde komme ham i vejen, jo tæt han kom på væsnet jo mere blive han klar over at det ikke var et menneske men et eller anden med en mørk skygge over sig. Det var ikke den samme aura som der var over vampyrer men det var heller ikke en han havde mødt i den tid hvor han havde været vampyr og han havde jo været i et utal af kamp med mørke væsner fra helvedes dyb, ha synes svagt og kun kende til duften stadig den var os sådan en han ikke havde mødt i meget lang tid eller måske havde han men han kun bare ikke skabe et billede om hvor..

Integra tog en cigar fra lommen af og tændte den roligt, da hun tog et sug, og den tykke røg flød ud igennem hendes mund, sagde hun.
"Fang dette væsen og bring ham herind i live"
Hendes skarpe blik understregede for Alucard, at han ikke under nogen omstændigheder måtte dræbe dette væsen. Anderson gloede først en smule underligt, men så blottede han også sit sindsyge fanatiske smil.
"Det er en deal hedning, lad os se, hvem der får ham først."
Han trak hurtigt sine lange knive og kylede dem af helvede til. De fløj i luften i lynhurtig fart, og knivene stak igennem tøjet på væsnet og låste ham fast op af et træ. Men Anderson var jo stadigvæk meget menneskelignende, så derfor kunne han ikke bevæge sig så hurtigt som Alucard kunne, så derfor var det nok ham, som kom først.

Duften af noget gammelt velkendt, han havde helt sikkert mødt dette væsen før for virkelig mange år siden, sikkert også i hans menneskelige liv, hvor han kæmpede for kristendommen imod hedningen og det. Men disse væsner havde ellers holdt sig skjult i så lang tid. Når man se ind i øjnene på denne mand, var øjnene kulsorte, da han så med frygt på Alucard. Hans sjæl var formørket og sygeligt, og dette væsen kunne næsten ikke være andet end en dæmon. Eller helt præcist en skyggedæmon. En skyggedæmon, som var kendt for at være gode spioner, fordi de kunne gemme sig i mørket. De var ikke nogle af de stærkeste, men de havde tilgengæld tit lidt mere klogskab end deres andre artsfæller på nær sjæledæmoner.

De andre stod bare og ventede pænt på at Alucard og Anderson ville føre dæmonen tilbage. Integra stod og røg sin cigar, det virkede lidt beroligende for hende. Især da hun selv var så nysgerrig, og det var svært at holde fast i sine tøjler. Den høje tynde mand ved siden af hende, denne Lucas stod bare med et lille smil på sine læber, mens han havde armene bag sin ryg. Integra kunne ikke tyde hans smil, smilede han fordi han havde forventet det, eller fordi det var en del af hans plan. Integra kunne ikke lide det, det gav hendes næsten myrekryb, og hun havde allermest lyst til at knuse dette insekt under sin fod. Især da Alucard ind til videre intet har fortalt om hans tanker. Beholdte Alucard dem for sig selv, eller kunne han ikke læse hans tanker? I det sammen hun tænkte det, vendte Lucas' blik imod hende. Tilfældigheder? Nej det tvivlede Integra på, men de havde andre ting at tage sig til lige nu.