Håhå, battlescene

Vi gled ind, da hun satte sig ned i sofaen. Rød, blød, dyb. Dyr. Hun knitrede med en avis, og jeg kunne se at hun hurtigt bladrede frem til noget bestemt. Muligvis sportssektionen. Radioen eller tv’et kørte med en lav summen og snakken. Døren til badeværelset var åbent og kastede sit kolde, gule lys ud i den mørke stue. Mikrobølgeovnen kørte med en kop te der skulle opvarmes. Et ur tikkede. Den sene aftentrafik gik sin gang på gaden et par etager under dem. Der var ingen lamper tændt, men det var der heller ikke brug for. Hele den østlige væg var af glas, og byens neonlys lyste som bare fandens. Gratis lys. Smart.

Jeg kom ind fra den anden side, et mindre vindue fra vestlige væg. Lige bag en moderne bogreol fyldt med farverige bogrykke og skinnende titler. Jeg kunne se hende, men hun kunne ikke se mig.
Avisen knitrede da hun bladrede. Nogen grinede i radioen eller tv’et.
En skygge bevægede sig i lyset fra den tændte mikroovn, i rummets modsatte ende. Da køleskabet også gik op, fik jeg et bedre glimt af personen. Klædt helt i sort, en tætsiddende dragt der mindede lidt om en våddragt, bare bedre til sit formål. Hans ansigt var skjult bag en sort, mat maske. Skide dramatisk, men bedre end elefanthuer.
Et øjeblik efter var han væk i rummets skygger igen.

Der gik kort tid før hun opdagede det. Før hun lagde avisen fra sig, langsomt og tøvende, mistroisk, før hun rejste sig og gik over i det hjørne der udgav sig for køkken. Andre skygger bevægede sig i mørket, bevægede sig tættere på. Jeg så det hele igennem reolens plader, som en film der kørte forbi mine øjne. Kun et øjeblik, inden jeg også flyttede mig.
Hun stod et øjeblik i lyset fra det åbne køleskab. Prøvede at finde ud af om hun selv havde ladet det stå åbent. Man kunne næsten se tandhjulende bevæge sig i hovedet på hende. Jeg bed mig i læben af sød forventning, inden jeg stak hånden ned i bæltet. Greb fat om noget hårdt, med rystende hænder, og holdt den frem imod mig. Sigtede. Holdt vejret.
På trods af pistolens lyddæmper, kiggede hun direkte på mig da jeg trykkede af. Hendes øjne så næsten gule ud i lyset fra køleskabet, og hun kiggede direkte på ham. Med et gisp det rungede igennem hele lejligheden dukkede hun sig. Køleskabslågen hamrede ind i væggen og noget blev knust.

Så brød det ud. Kaos. Den søde adrenalin begyndte for alvor at bruse.
Næste kugle burde hun vel have regnet med. Hun flyttede sig dog ikke. Da kuglen var centimer væk fra hende, blev den grebet af noget usynligt, svævede et kort øjeblik i luften, og blev så kastet tilbage imod mig. Fuck.
Jeg tabte mit våben da jeg sprang op i reolen. Kuglen borrede sig igennem noget træ og så igennem vinduet bag mig. Glasskår eksploderede. Jeg fik en splint ind i håndfladen. Reolen truede med at vælte, da jeg endelig hoppede ned fra den. Jeg kunne slet ikke se køleskabet på grund af mennesker. Alt blev til en udvisket masse af sort.
En eller anden holdt hende fast på køkkenbordet, imens han prøvede at stikke hende ned. En anden holdt hende ben fast, på en eller anden måde. Hvor fanden var Felix?

Inden jeg nåede derhen, skete der noget der ikke faldt til vores fordel. Hun havde åbenbart fået fat i en af køkkenknivende, og havde stukket den dybt ind i halsen på en af drengene. Nu lå han på gulvet og vred sig med en tøset skrigen.
Jeg fik lyst til at skrige. Amatører!

Hun havde selvfølgelig fået revet sig løs, og sprang nu væk fra bordet, med den anden skygge lige i hælene. I et spring fik han fat i hendes fletning, og fik trukket hende ned på gulvet. Han nåede lige at smadre hendes hoved ned i spisebordet med en knasende lyd, inden hun fik vredet sig rundt. På et øjeblik sad hun på ryggen af ham, og med et smæld røg hans arm af led. Måske brækket, måske ikke. Jeg kunne ikke se noget knogle. Magen til akrobat! Det var lige før jeg blev imponeret.
Inden jeg viste af det, sad hun på bordet på alle fire. Nu havde vi leget nok, nu skulle hun altså dø. Jeg havde ikke hele natten! Hun kunne få gratis drinks på No Idea i aften, men tidsfristen var snart nået.
Siden de andre to fyre lå og blødte på gulvet, og Felix var ingen steder at se, måtte jeg vel gøre noget.
Vi stod et øjeblik og målte hinanden af. Så vred jeg hånden, og sendte den sidste køkkenkniv af sted. Et godt kast. Den ville have boret sig direkte ind i hendes smukke ansigt, hvis ikke hun pludselig havde forladt bordpladen… og hang fast i loftet på håndflader og fodsåler.

Okay, så det var det hun kunne. Godt, så tog hun mig i det mindste seriøst. Yay.

Jeg rettede på masken et øjeblik, inden jeg sprang. Tog tilløb, satte af på bordpladen, svævede i luften et øjeblik. Greb fat om noget jeg regnede med var hendes talje. Og faldt.
Al luften blev smadret ud af mig. Hvis jeg ikke havde kunnet mærke alle musklerne i min krop, ville jeg have følt mig som en smattet tomat. Dog havde jeg lige en ung kvinde oven på mig, der prøvede at slå mig ihjel.
Inden længe rullede vi rundt på gulvet, imens vi prøvede at klemme livet ud af hinanden. Instant BFF’s.
Jeg fik et par bøger i hovedet, da vi rullede ind i reolen. Skar mig da vi rullede forbi det knuste vindue.
Imens vi rullede rundt der, fik jeg et godt glimt af hende. Hun var smuk, lidt for ung til at være tiltrækkende, men smuk. Køn. Langt, lyst hår. Fletningen var lidt forsvundet, og jeg var sikker på at jeg havde totter af de lyse lokker i hænderne. Flotte, mørkebrune øjne. Godt nok var de klemt sammen i had og anstrengelse, men flotte var de.
Det havde måske kun været få sekunder, men det føltes som om vi havde ligget på gulvet i evigheder. Jeg havde næsten ikke lyst til at give slip på hende igen, selvom jeg havde sorte pletter for øjnene, da hun fløj væk fra mit greb. Ah, Felix. Endelig.
Felix var den eneste i den her gruppe der ikke var totalt uduelig. Gruppe og gruppe, der var nok ikke så meget tilbage af den, hvis de eneste overlevende var Felix og jeg.
Det tog mig et øjeblik før jeg kunne fokusere igen. Min maske lå knækket på gulvet for mine fødder, og pigen var klemt fast i armene på Felix og manden med den brækkede arm.

Felix så ud til at være irriteret, og pegede allerede med kniven, men pigen var sindssyg ihærdig. Hun fik vredet sine slanke ben rundt om halsen på ham manden, der væltede, og fik på den måde revet sig ud af Felix’ greb. Ingen nogen af os reagerede, greb hun en stol, og hamrede den imod Felix. Han nåede lige at undgå stolen, men væltede bagover i et sofabord. Da hun greb en bordlampe og rev stikket ud, fik jeg en fornemmelse af at det var min tur. Hyggeligt!
Bagefter gik det hurtigt. Duk dig. Træk kniven. Undvig. Angrib. Grib hendes arm. Undvig. Angrib. Cirkelspark. Og så gjorde hun det sgu igen. Drejede tyndekræften 180 grader og hang fast i loftet som en anden Spiderman. Pistolen kunne jeg godt glemme, spisebordet var langt væk, så der var kun én anden valgmulighed. Reolen.

Jeg skulle lige til at løbe hen til den, men så bevægede hun sig. Hoveddøren! Hun var ved at flygte! Heldigvis løb jeg hurtigere end hun kravlede på hovedet, og jeg nåede at smække den i, inden hun kravlede ud i gangen.
Så faldt hun, lige ned i hovedet på mig. Hendes fingre var strakt frem som kløer, og hendes blå negle så lange ud. Jeg flippede simpelthen ud, jeg kunne ikke klare noget der faldt ned op mig. Arbejdsskade, kunne man vel kalde det.

En bølge af kraft bølgede fra mig, og bankede pigen over i den anden side af lejligheden. Hendes spinkle krop rullede hen over jorden, inden hun fik trukket sig op i hug igen. Hendes smukke ansigt var fortrukket i forskrækkelse, mistro. ”Du… hvorfor?”
Hun behøvede ikke at sige mere, jeg forstod godt hvad hun prøvede at sige. Hvorfor vil du slå mig ihjel når vi burde hjælpe hinanden? Begge del af en jagtet race. På vej imod udryddelse. Jeg burde vise hende lidt respekt, men jeg kunne simpelthen ikke.

”Hellere dig end mig, søde.” svarede jeg, og havde svært ved at skjule mit smil.
Det virkede næsten som om hun ikke havde tænkt sig at reagere, da jeg kom nærmere, med min kniv pegende imod hende. Denne gang ville jeg ramme. Kniven ville bore sig ned hendes krop, blod ville dryppe.
Inden knivsbladet gled ind imellem hendes ribben, rykkede hendes krop imod venstre. Kniven blev siddende, men skæftet stak ud fra hendes skulder, da hun dukkede op på væggen. Der var blod, men hun var ikke død.
Siden jeg blokerede for hoveddøren, og Felix var på vej op fra gulvet ved den østlige væg, synes hun åbenbart at den vestlige væg var hendes eneste valgmulighed.

Hun nåede kun lige om bag reolen, da manden med den brækkede arm blokerede hendes udvej. Da hun vendte sig om, stod Felix der. Han havde skubbet masken op i panden, og hans lyse hår stak ud af øjenhullerne på den. Et kort øjeblik overvejede hun at hoppe op i loftet, men så opdagede hun at jeg sad på den øverste hylde med min sidste kniv.
Så gjorde hun noget freaky. Sprang ud af vinduet. Vi tre stod bare og så på hendes lille krop, der styrkede ned imod asfalten. Et øjeblik før hun blev splattet ud, greb hun fast på bygningens mur, og hoppede forsigtigt ned det sidste stykke.
Felix vendte med det samme om på hælene, og stormede ned af trapperne. Han ville ikke fange hende, viste jeg med det samme. Hun var allerede forsvundet i en taxa. Det var dumt af ham at følge efter hende nu. Godt nok havde jeg lige nået at få nummerpladen, og nu ville hun aldrig regne med at vi stadig var på sporet af hende…

Jeg gav simpelthen op. Fuck det, jeg gad ikke jagte den dumme pige længere. Jeg lod hende slippe. Personligt havde jeg intet imod at hun overlevede. Jeg dræbte ikke for sjov, jeg gjorde det for pengene. Og for at overleve selv. Den eneste grund til at jeg ikke selv lå i en kiste nu, var fordi jeg hjalp med at opspore og likvidere de andre. Dem der var lidt anderledes. Staterne havde ikke ligefrem blæst i krigshornene, men de havde ikke udelukket muligheden for andre at skaffe sig af med disse… specielle mennesker. De følte sig truede af hvad de ikke forstod. Hvad der var overlegent og farligt. Et sundt, menneskeligt instinkt.

Det eneste der var irriterende ved situationen var at der ikke var nogen lønseddel i morgen.
Glasskår blev knust under mine sko, da jeg langsomt flyttede mig over imod fjernsynet. Det var blevet skubbet ned på gulvet, og havde fået en ordentlig flænge hen over skærmen. Det virkede dog stadig, og der kørte en tv-avis på lavt lydniveau. Klokkeslettet var lige præcist synligt i højre hjørne, under noget flimren. Pis! Tidsfristen til de gratis drinks var løbet ud.

det godt... jeg kan ikke sige andet...

Jamen tak for det~