Farewell

Jeg kalder ud i mørket. Kalder dit navn. Igen og igen, men der kommer intet svar. Der er bare tavshed. En larmende tavshed, der ler af mig. Håner mig, for stadig, at prøve. Stadig prøve at finde dig. Den håner mig, for stadig tro at du er i live der ude et sted. Jeg så dig dø - jeg så maskinen, der målte dit hjerte, stoppe med at bippe. Jeg så din kiste blive sænket i jorden. Jeg har set din gravsten alt for mange gange til at du ville finde det acceptabelt. Du ville sige, at jeg skulle komme videre, glemme dig og leve mit liv. Jeg ville gerne, tro mig, når jeg siger, at jeg gerne ville. Men jeg kan ikke - jeg kan ikke uden dig, det har jeg aldrig kunnet. Og det ved du - hvis du er i Himlen lige nu, ler du af mig. Hvis du var i live, ville du sidde bag rebsbuskene, der altid var vores yndlingsgemmested. Vi har delt hemmeligheder, grin og endda blandet blod bag den busk.

Når jeg ser op på himlen, bliver jeg ved med, at sige til mig selv, at du er der oppe et sted. Du ser ned på mig og vinker. Du venter på mig, men du vil blive meget skuffet, hvis jeg kommer for tidligt. Det er jeg sikker på. Du har altid afskyet selvmord. Du synes ikke, at det er en rigtig måde at dø på. Døden skal være en gave, man aldrig ved, hvornår man får. Ligesom man aldrig ved, hvad der er indeni i gaven. Selvmord er snyd - det er ligesom, at trykke på gaverne under juletræet, for at gætte, hvad der er inden i den. Du sagde altid, at livet var et spil - fødslen var start, døden var målet og selvmord var snyd. Jeg ved, at du ønsker det bedste for mig. Det elsker jeg dig for - du gav mig råd, men du sagde aldrig, at jeg skulle gøre det på din måde. Du gav mig nogle tips og lod mig selv afgøre, hvad jeg ville. Det har jeg altid haft stor respekt for.

Hvor er du? Giv mig et svar, vær sød, at give mig et svar. Uden det kan jeg ikke klare det, Bare giv mig et præg, om at du er okay, at du er et godt sted. Jeg ville være så meget mere tryg. Er du Himlen eller findes Helvede også? Er du i mørke? Kan du se mig? Kan du høre mig? Er det dig, der tørrer mine tårer bort? Er det dig, der trøster mig, når jeg er ked af det? Er du den varme hånd, der beroliger mig, når jeg vågner op med mareridt om din død? Er det dig?

Jeg er ved at blive sindssyg. Jeg ser dig alle vegne. Du sidder bag vores rebsbusk, du står op ad vores mur i skolen, du sidder på din gamle plads. Jeg kan høre din stemme over alt. Hver time, hvert minut, hvert sekund. Jeg kan høre din latter, din alvorlige stemme, dine flabede kommentarer. Jeg kan høre dig sige, at jeg overreagerer, som altid. Du siger, at jeg skal tage mig sammen. Du er der stadig, siger du, du passer på mig. Lige meget, hvad jeg gør og hvor jeg er, så passer du på mig. Måske passer du virkelig på mig, jeg ved det ikke, men jeg håber. Jeg beder, trygler og håber, at du virkelig er her sammen med mig og passer på mig. Ligesom da du var i live - det var altid dig, der var den store. Altid dig, der måtte passe på mig. Jeg kan stadig høre dig sige, at jeg er en lille tudeprinsesse, at jeg må prøve at holde dem inde. Du kunne jo ikke være venner med en tudeprinsesse. Men du holdt stadig ved mig, du var stadig min ven. Hvorfor? Du kunne få alle i klasse, du var jo den sejeste. Så hvorfor holdt du stadig fast i mig? Jeg var bare nørden. Hende, der altid sad forrest og svarede rigtig på alle spørgsmål. Hvorfor valgte du ikke en af de andre? De var pænere end mig, og vidste altid, hvad de skulle sige. Modsat mig, jeg var så kikset i forhold til dig. Som jeg sagde til dig så mange gange, så talte intelligens ikke, når der blev uddelt popularitets point. Jeg fik intelligensen - du fik populariteten, var det ikke sådan du plejede at sige?

Til din begravelse græd jeg. Din lille tudeprinsesse, men jeg håber, at det var okay. Det var jo dig. Jeg prøvede at holde en tale, men jeg kunne ikke få et ord frem. Jeg prøvede at sige, at jeg elskede dig, som den du var. Jeg prøvede at sige, at ligemeget, hvor du er, så var du stadig min ven. Min første og eneste ven.

Sammen med din mor, bestemte jeg, hvad der skulle stå på din gravsten. Jeg var med til at vælge den, og blomsterne, som jeg gav dig. Du fik liljer, de var jo de eneste blomster du kunne lide. Og den eneste grund til det, var at Harry Potters mor hed Lily - lilje. Og din gravsten - kan du huske den sten, vi så, da vi gik hjem fra skole en dag? En natsort med store svungne guldbogstaver formet som et hjerte, med en hvid due siddende på toppen. Den valgte jeg. Skriften bestemte jeg jo. Den var som du ønskede, der var ikke ændret et ord. Ikke engang et bogstav. En dag ses vi igen, det ved jeg. Jeg kan føle det. Indtil da må jeg følge dit råd: Gå ud ad vejen, se ikke tilbage og tænk kun på fremtiden. Lev i nuet, ikke i fortiden.

//Denne historie er et bidrag til en konkurrence inde på siden Movellas, det ville betyde meget for min søster (Forfatteren af denne historie), hvis nogle af jer måske ville gå ind og like den, hvis I har en bruger på siden :-)