Once opon a time. . . .
 
IndeksCalendarFAQTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Top posters
Badgirl1942
 
Madeline
 
Fafnir
 
blackcupcake
 
Wolf
 
sengelbreth
 
Xitydreams
 
seb911
 
Fantasia
 
Marshmallow-Pies
 
Latest topics
» The New World: The Crisis gives new Opportunities.
Fre nov 29, 2013 12:48 am by medusa

» Show me your smile!
Fre jun 28, 2013 7:04 am by Xitydreams

» Am I the only one?
Ons jun 26, 2013 1:19 am by sengelbreth

» The Legion of Shadows.
Ons jun 26, 2013 1:08 am by sengelbreth

» dead or alive
Tirs jun 25, 2013 11:18 pm by Fantasia

» Historien om Aisha
Tirs jun 25, 2013 11:09 pm by Fantasia

» Et eventyr
Tirs jun 25, 2013 10:40 pm by Fantasia

» Be my Valentine <3
Søn feb 10, 2013 9:05 pm by Xitydreams

» Farewell
Man jan 21, 2013 1:24 am by Marshmallow-Pies

Hvem er på nu
Der er 1 bruger på systemet nu: Ingen tilmeldte, ingen skjulte og 1 gæst

Ingen

Flest brugere online på samme tid var 21, Fre jun 15, 2012 5:20 am

Share | 
 

 Et eventyr

Go down 
ForfatterBesked
Fantasia



Antal indlæg : 4
Join date : 25/06/13

IndlægEmne: Et eventyr   Tirs jun 25, 2013 10:40 pm

Eventyret om de tre bødre
Der var engang en meget fattig bonde. Han havde tre sønner. Da bonden var ved at blive gammel, sagde han til sine sønner: ”Jeg vil give jer hver, noget i kan bruge”. Med disse ord, gav han den ældste en sæk med korn. Da så den ældste broder op på sin gamle far ”Hvad skal jeg med disse?” spurgte han, men faderen svarede ikke og gik i stedet videre til den næste søn. Den mellemste søn gav han et fuglebur. Sønnen, som havde set sin fader give sin storebror en sæk med korn, rystede på hovedet. ”Du er jo ikke rigtig klog,” sagde han til sin fader, ”Hvad skal jeg med et gammelt fuglebur?”. Igen gik faderen blot videre til den yngste og mindste søn. Faderen fremdrog nu en lille saks, fra sin inderlomme og lagde den i den yngstes hånd. ”Mange tak” sagde den yngste søn, og faderen nikkede til ham hvorefter han sagde til dem alle: ”Drag nu ud i verden. Disse gaver vil komme jer til nytte i nødens stund.” med disse ord forsvandt han ind i huset.
Da begyndte den største af brødrene højlydt at beklage sig, over sin gamle fars uvidenhed. Hvad han skulle med en sæk korn, kunne han ikke finde ud af. Den mellemste søn kiggede bare på sit fuglebur, uden at kunne sige noget. Hvordan kunne hans fader finde på at give ham et fuglebur og derefter sende ham væk? Dette var en gåde for broderen, men han trak blot på skulderen. Den yngste bror derimod, kiggede på sin saks, med taknemmelighed.
Den følgende dag, drog de tre brødre sammen fra huset. Ingen af dem vidste endnu hvor de var på vej hen, eller hvor de ville ende. Den ældste bror gik med sin sæk over skulderen, den mellemste med sit fuglebur i hånden, og den yngste med sin saks i lommen. De spekulerede alle på, hvad de mon skulle bruge disse genstande til.
 De fandt senere på en lille kro, tre heste. Dem købte de, og så red de videre. Efter at have redet i en måned, var de nu kommet over landets grænser, hvor ingen af dem før havde været. Her var varmt og tørt, og der voksede intet på markerne. De tre brødre så sig forundrede omkring. Aldrig havde de sæt så tørt et sted. Forundret rejste de endnu videre i nogen dage, da de kom til et slot. Det var vidunderligt med en prægtig have, men den bagende sol havde forvandlet alle planterne til brune pinde, og blomsterne var alle visnet.
Ind gennem slotsgården red de, den ældste med sine korn, den mellemste med sit fuglebur, og den yngste med sin lille saks i lommen.
Da de kom op på slottet, tog kongen imod dem med åbne arme. ”Velkommen til hvor land, fremmede” sagde kongen og brødrene knælede for hans fødder. Da rejste kongen sig fra sin stol og talte til dem. Han fortalte dem om den tørke, som havde ramt deres land. Om hvor frygtelig skade der var sket. At afgrøderne var visnet, og hvordan hans folk sultede. De havde end ikke nok frø til at plante nyt korn.
Da rejste den ældste bror sig op med sin sæk og fortalt kongen, at han med glæde ville hjælpe riget. Da kongen hørte det blev han så taknemmelig, at han sagde: ”Hvis du kan frelse hvor land, må du gifte dig med prinsessen som tak”. Den ældste broder nikkede, og åbnede sin sæk med korn.
Dagen efter tog den ældste broder ud til den nærmeste gård. Han gav tre håndfulde korn til familien, og hjalp dem derefter med at så det. Resten af dagen drog han rundt i det tørre land og gav tre håndfulde til hver familie.
Efter en god nats søvn, tog den ældste broder ud til gården, som lå tættest på. Og sikke en overraskelse han blev mødt med. I løbet af natten var de første spirer allerede kommet op af jorden og havde skabt et lyst grønt tæppe på den brune jord. Hurtigt tog sønnen op til kongen med den gode nyhed, om at kornene allerede var spirede, og så ud til at klare sig fint. I hånden havde han et af skuddene som bevis. Kongen blev henrykt da han hørte nyheden, og bestemte, at dagen efter skulle brylluppet stå.
Hele aftenen gik med at gøre klar til den store fest, og dagen efter stod sønnen klar med den smukke prinsesse ved sin side. Den mellemste og yngste broder var selvfølgelig glade på deres broders vegne, og de blev der endnu i tre dage for at være med til festlighederne.
Og den ældste søn levede lykkeligt til sine dages ende, sammen med prinsessen.
Efter brylluppet, drog den mellemste og den yngste søn videre på deres rejse mod et ukendt sted. De rejste længe, og da årstiden skiftede, havde de nået et nyt land. Denne gang overnattede de i en lille landsby. De blev hilst velkommende af folkene, og aftenen til bragte de med at snakke og fortælle om hvad de havde set. Der var jo ikke rigtig så meget at sige, men til gengæld fik de nogen yderst interessante oplysninger. Det forholdt sig nemlig sådan, fortalte en af mændene, at et væsen havde slået sig ned i landet. Det var ikke så stort, men ondsindet som selve djævelen. Væsnet havde røde skæl, som god vin, og kløer som dolke. Men det var ikke det værste, fortsatte den gamle mand. Det værste var at væsnet på en enkelt dag kunne ligge en landsby øde, med sit flammende gab. De to brødre sad længe og spekulerede over dette. Så rejste de sig samtidig op og så ud over mængden. ”Vi vil hjælpe med at befri jeres land for den plage som har ramt jer” sagde de i kor. Måske den mellemste broder havde ventet et bifald, men det eneste, som mødte dem var triste ansigter. Landsbyen ældste rejste sig ”Så mange har forsøgt, så mange har fejlet” sagde han trist og så på de to brødre. Sandheden var at de fleste var prinser fra andre lande. Kongen havde udsat en belønning for den som fangede eller dræbte uhyret. Den der gjorde det måtte få det halve kongerige, fortalte den gamle mand. Dette havde drevet mange unge mænd i døden. Alligevel var den mellemste og den yngste søn klar på opgaven.
Allerede tidligt dagen efter adlede de deres heste op og drog af sted. Midt på dagen så de røg stige op i det fjerne, og da de kom tættere på så de årsagen til røgen. Landsbyen de nærmede sig, var ikke længere en landsby, men derimod en bunke ruiner, hvor de sidste gløder stadig brændte. De var kommet for sent til at fange Den lille djævel.
De slog lejr for natten. Begge brødre drømte den nat, om forfærdelige ildsprudende monstre, så store som borge, med tænder og kløer så lange som spyd.
Dagen efter skulle det dog vise sig, at det ikke var sådan det forholdt sig. For da dagen gryede, var de to brødre allerede tidligt oppe, og var klar til at tage af sted. De red videre væk fra landsbyen, i stødt tempo af den støvede landevej.
Det var senere denne dag at de kom til en stille og fredelig landsby, parkerede de hestene ude for kroen. Inden for sad folk og snakkede med hinanden, men fælles for dem alle, var, at de havde et anstrengt udtryk.
Der hørtes snak over det hele, og brødrene satte sig ved et bord hvor der sad en ældre mand. Han kunne måske fortælle dem om Den lille dæmon.
Brødrene hilse, og ligeså gjorde manden ”Kan du fortælle os om Den lille dæmon?” spurgte de lavt. Den gamle mand så trist på dem og nikkede. Så fortalte han hvad de allerede havde hørt, at det var et rødt væsen med skæl, som hærgede landet. Ikke voldsomt stort, med farligt. Ved at gnide sin tunge mod ganen, frembragte den et flammende hav af ild, og det var grunden til at ingen endnu havde, kunne fange den. Denne oplysning havde brødrene ikke fået før, og den mellemste så forskrækket på den gamle mand. Den yngste derimod havde et tænksomt udtryk i ansigtet.
Brødrene takkede for informationen og red så ud til den nærmeste skov i håb om at kunne finde Den lille dæmon.
Og heldet var med dem, eller imod dem, alt efter hvordan man nu ser på det. Efter en times søgen så de en rydning i træerne, og inde midt på den bare sorte plet, lå væsenet. Dybrødt som det var beskrevet. Og kløerne var ganske rigtigt, lange som knive, og tænderne spidse som dolke. Men det var ikke voldsomt stort. Faktisk på længde med en voksen mands arm.
Da den mellemste bror så dette, var han lige ved at gå midt ud i cirkelen, til det lille dyr, og stoppe det ind i fugleburet. Men den yngste søn stoppede ham. Her skulle bruges list. Den yngste fortalte sin bror om den plan han havde lige havde fået.
Efter en halv time var de klar til at gå i gang. Den mellemste bror viste sig nu, og gik lydløst frem. I det han greb den røde væsen om kæberne, vågnede dyret op til dåd. Det snerrede og sparkede vildt ud med benene, men den mund kunne ikke åbnes. Da kom den yngste bror til dyne med sin saks. Han var hurtigt ovre ved Den lille dæmon og den mellemste åbnede nu gabet på dyret. Inden dyret kunne nå at sende et flamme hav efter dem, havde den yngste klippet tungen af med sin saks.
Da fik de stoppet den, endnu kæmpende Lille dæmon, ind i fugleburet, hvor den ingen skade kunne gøre.
Herefter begav de sig mod slottet i hurtigt tempo. Rundt omkring var både nedbrændte, og endnu intakte landsbyer, men de gjorde ikke holdt ved nogen af dem. De fortsatte op til kongen.
Da de var kommet ind på slottet, så alle på dem med forbløffede miner. Der havde aldrig været nogen som havde overlevet et møde med Den lille dæmon. De fortsatte op til kongen med dyret i fugleburet, og tungen som bevis på at den nu var ufarlig.
De to brødre blev modtaget med hæder og ære, og i tre nætter festede folket på, og omkring slottet. Det blev da bestemt at den mellemste broder skulle arve kongeriget og den yngste søn havde halvdelen af kongens formue. Men den yngste takkede pænt nej. I stedet spurgte han ærbødigt om kongens datters hånd.

hvad tænker i om dette eventyr?
Er det nok eventyrpræget til faktisk at kunne kaldes et eventyr, og hvad kan jeg gøre bedre i min næste historie?
Konstuktiv kritik kan jeg altid bruge Very Happy
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
 
Et eventyr
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Forfatterens Bog :: Den Kreative Bruger's omslag & indsættelse af kreative produkter :: Noveller & Historier-
Gå til: